Sådan fik vi demokrati

Parlamentarisme


Demokrati


Fordele og ulemper ved parlamentarisme vs. Demokrati


Parlamentarisme i praksis

         a) Velfærdsstaten grundlægges

         b) Kampen mod Velfærdsstaten begynder
         c) Schlüter

         d) Fogh

         e) Løkke

          f) Thorning

         g) Løkke

  

Bankerne

        a) Pengeskabelsen


Ghettoplanen


Vi har MASSER af penge


Danmarks største røveri


Nysprog eller sådan fik vi demokrati


Spin


Diskussion af den demokratiske styreform.


Hvorfor almindelige mennesker godt kan styre landet


KONKLUSION
         Lad os skabe et moderne Danmark

 

PARLAMENTARISME
I 1849 fik Danmark de første, spæde forsøg med parlamentarisme. Den blev dog holdt grundigt under kontrol af den magtelite der havde styret landet under Enevælden og vi skulle gennem et systemskifte og en 4-5 grundlovsændringer før parlamentarismen slog endeligt igennem i 1953.


Vores styreform ligner den der ses i alle lande i EU og i en hel del lande andre steder.


Parlamentarisme kendes på, at de interessegrupper med den stærkeste repræsentation udelukker den del af befolkningen der ikke støtter dem. Derudover sikrer Grundloven, at de valgte politikere kan handle fuldstændigt frit. De må også gå imod befolkningsflertallet, når bare formalia (flertal) er opretholdt.

Aktuelt ser vi parlamentarismen i Danmark med Socialdemokratiet som det regeringsbærende parti og med SF, de radikale og Enhedslisten med en vis påvirkningsret. Omsat i tal betyder det, at den overordnede landspolitik er blevet støttet af 1.507.990 borgere, mens holdningerne hos 2.711.546 borgere reelt kan ignoreres.

Efter valget i 2015 Havde Venstre med støttepartier i alt 1.839.143 borgere bag sig, mens holdningerne hos 2.305.962 borgere kunne ignoreres.


Parlamentarisme handler først og fremmest om magt. Det gælder om at få gennemført de interesser, man selv har uden hensyn til, hvad andre mener og det kan også ske, selv om et befolkningsflertal er imod det.


Hvordan kunne det f.eks. ske, at Fogh fyrede 5.000 af SKATs 12.000 medarbejdere uden at sikre sig en effektiv skatteopkrævning på anden vis, eller at Thorning solgte en del af D.O.N.G. til Goldman Sachs eller at Venstre og Socialdemokratiet gik sammen om at nedrive op til 60% af landets almene boliger?


Det gik partierne ikke til valg på og de, der stemte på dem vidste ikke, at de støttede disse beslutninger. De spurgte ikke borgerne til råds og borgerne kunne ikke forhindre beslutningerne.


Måske handlede partierne i direkte modstrid med deres egne vælgeres holdninger og interesser og det kunne de gøre med hjemmel i Grundloven der sikrede politikerne fuldstændig suverænitet.


I det hele taget skaber parlamentarismen mange situationer, borgerne er utilfredse med og beslutningsgangene holdes skjult for borgerne. Vi ved f.eks. ikke, hvorfor den borgerlige regering og Socialdemokratiet hellere ville købe 27 ikke færdigudviklede amerikanske kampfly med ukendt pris og med krav om, at 7 af dem skulle blive stående i USA i stedet for at vælge mellem de tre billigere tilbud fra europæiske flyfabrikker, hvor også træningsflyene kunne udnyttes i en krigssituation.


Parlamentarisme åbner mulighed for underhåndsaftaler, nepotisme, bestikkelse, magtmisbrug og at dyrke personlige interesser. Den skaber også modvilje imod upopulære men nødvendige, politiske beslutninger.

Aktuelt er magten lagt i hænderne på 91 personer.



DEMOKRATI
Demokrati er en helt anden styreform end parlamentarisme. Det er som æbler og bananer. De er begge frugt, men derudover har de ikke noget med hinanden at gøre.


Ledende intellektuelle har nu og da åbnet diskussionen om, om vi skulle indføre demokrati og det har i hvert fald været diskuteret i de sidste 100 år, foreløbig er det dog ikke blevet til noget. Det er der flere grunde til, men lad os se på, hvad demokrati egentlig er:


Hal Koch fastslog i 1947, at demokrati var samtale og jeg har selv defineret en demokratisk samtale således:


En demokratisk samtale er en ligeværdig dialog mellem alle parter med en interesse i sagen, hvor man opnår størst mulig konsensus under fuldt oplyste betingelser.


Og Alf Ross beskriver demokrati som en sådan indretning af staten

” … hvorefter folket i dets helhed – og ikke blot en enkelt person eller en vis større eller mindre kreds af personer – besidder den øverste og afgørende indflydelse.”


Selv om vi ikke kan lave en ordentlig definition på demokrati, kan vi sagtens danne os et indtryk af, hvad det er i ovenstående tekst, men netop Ross´ beskrivelse viser så glimrende, hvori problemet med at realisere det består. Men Ross skrev i 1945 og i mellemtiden er der teknologisk sket ganske meget der kan realisere demokratiet.


Demokrati kan altså godt lade sig gøre i dag, vi behøver ikke at nøjes med at ønske det, men der er alligevel et par vanskeligheder:


For det første er der rigtig mange mennesker i Danmark der overhovedet ikke ønsker demokrati og vi kan nok også regne med, at demokratiet vil medføre væsentlige omfordelinger af pengemængden i forhold til i dag.


For det andet er kampen for demokrati også blevet ramt af den teknologi der også gør demokratiet mulig. Det har desværre ikke været muligt at finde ud af, hvornår ordet ”parlamentarisme” blev byttet om med ordet ”demokrati”. Vi har haft mange ordbytninger for at skabe en anden opfattelse af politiske handlinger men netop denne er den for borgerne den mest skadelige overhovedet.


Rigtig, rigtig mange mennesker i dag tror, at vi har demokrati, men de er ofre for en løgn, de har fået hamret ind i hovedet igen og igen i årevis.


Og det er et problem. Hvordan overbeviser man folk om, at de er ofre for en løgn?

 


FORDELE OG ULEMPER VED PARLAMENTARISME vs. DEMOKRATI
Parlamentarismen er for den uengagerede borger. Man stemmer og gør derefter bare, som man får besked på. Man føler intet ansvar. Styreformen skaber let ubalancer i samfundet især, hvis den ene part har magten gennem flere, sammenhængende valgperioder.


Demokrati kræver engagement hos borgeren. Borgeren skal tage medejerskab til landet og acceptere et medansvar for udviklingen. Som Borgerrepræsentant i Borgertinget skal man igennem et introduktionskursus, så man kender de demokratiske processer. Borgertingets beslutninger vil kun langsom ændre tendens over en længere periode. Der bliver ingen bratte, politiske bevægelser.

Parlamentarisme giver politikeren mulighed for at dyrke diverse kontakter udenfor Folketinget ud fra en magtposition.


I et demokrati har politikeren stadig mulighed for at dyrke diverse kontakter udenfor Folketinget, men magten er væk.


I parlamentarismen styrer politikeren suverænt. I et demokrati styrer politikeren efter Borgertingets ønsker.

 


PARLAMENTARISME I PRAKSIS

a) Velfærdsstaten grundlægges

Parlamentarisme skaber store modsætningsforhold. Hvor den borgervenlige side gerne ser staten blive større og tage større ansvar for borgeren, ønsker den elitevenlige side, at staten bliver mindre og borgeren får større frihed.


Efter 2. verdenskrig blev der rundt om i Europa talt meget om velfærdssystemer der anbragte en del af ansvaret for borgerens trivsel hos Staten.


 Problemet var, at der ikke var penge til det, men i 1958 fik vi i Danmark en generel folkepension. Derefter gik det i stå, indtil Krag kom til. Det gik meget bedre i Europa og der blev råd til at udvikle den store, socialdemokratiske vision.  I løbet af et årti fik vi daginstitutioner, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget sundhedsvæsen til gengæld for at betale omkring halvdelen af lønnen i skat.


Det skabte en enorm, offentlig sektor. I 1960 var 10,3% af arbejdsstyrken offentligt ansat og i 1975 var tallet nået op på 23,6%. Til gengæld var hjælpen universel, en hver kunne få den hjælp, vedkommende havde brug for i den livssituation, de befandt sig i. Borgerlige politikere havde gerne set langt mere brugerbetaling og private initiativer, men den socialdemokratiske grundholdning styrede udviklingen.


Da Anker Jørgensen kom til, var økonomien kørt helt i bund. Det havde været voldsomt dyrt at udrulle velfærdsstaten. Anker Jørgensen insisterede på at redde økonomien og dermed velfærdssystemet og det lykkedes også. Til gengæld røg det gode forhold til LO.


Eliten hadede den offentligt drevne Velfærdsstat fra dag 1.


b) Kampen mod velfærdsstaten begynder

1973 kom en voldsom modreaktion fra den politiske højrefløj i form af Mogens Glistrup. Ikke alene ville han ikke betale skat, han ville have staten nedlagt. Omsorgen og især skattetrykket var for meget for eliten og især budskabet om skatten var så populært, at Fremskridtspartiet blev det næststørste parti i Folketinget ved valget. Næsten 16% af befolkningen stemte på hans parti og de, der ikke stemte på ham pga. skatten, gjorde det på grund af hans fremmedfjendskhed.

Hans budskab fra dag 1 var negativt: væk med skatten, væk med staten og væk med muhammedanerne som Glistrup insisterede på at kalde alle, der ikke var født i Nordeuropa. Utilfredsheden havde gjort sit kraftfulde indtog i dansk politik.

Den hændelse burde have vækket de borgervenlige intellektuelle. Det var en forsømmelse, at der ikke dengang blev kaldt til kamp. Det var så tydeligt som noget kunne blive, at et elitært mindretal i befolkningen og en elitevenlig fløj i Folketinget prøvede at ødelægge vores nye velfærdsstat.


De politiske fløje blev omtrent lige store og siden dengang har dansk politik været på slingrekurs. Det handlede ikke længere om at gøre noget for landet, nu gjaldt det om at gøre de ting, der kunne sikre én selv stemmer nok til, at man kunne blive siddende i Folketinget. Parlamentarismen som politisk styreform havde afsløret sin åbenlyse svaghed.


c) Poul Schlüter

Efter Glistrups mislykkede angreb på velfærdsstaten, gik der nogle år, hvor den stadig udviklede sig, men i 1983 lancerede regeringen Schlüter sit moderniseringsprogram og her tages de første skridt til at afvikle velfærdsstaten igen.


De tre nøglebegreber i planen var

Markedsstyring

friere forbrugsvalg og

ændrede finansieringsmekanismer.


Omsat i praksis betød det, at de offentlige tilbud skulle kunne konkurrere på markedsvilkår. Viste der sig et privat tilbud, som borgeren hellere ville have, gik det offentlige tilbud glip af pengene. Pengene fulgte borgeren.

Regeringen ville aktivt opfordre private til at konkurrere med det offentlige og det ventedes, at man dermed fik øget brugerbetaling.

Velfærdsstaten fik kun lov til at eksistere i fuldt udbygget form i 8 år, inden man begyndte at afmontere den. I 1984 fik vi det første privathospital.


I 1990 blev næsten alle partier enige om at oprette Satspuljen. Pengene skulle målrettes særlige indsatser til særligt udsatte. Da det ikke måtte koste penge, tog man midlerne fra førtidspensionister, folkepensionister og dappengemodtagere. Til dato har det betydet en forringelse af købekraften på ca. 1.000 kr om måneden per person.


Schlüters tanker var endnu ikke slået helt igennem, men de var på vej.


d) Anders Fogh Rasmussen

I 2001 kom Fogh til. I tiden inden valget havde han optrådt som skabssocialdemokrat og han blev ikke betvivlet i pressen.


Nu skete der et regulært paradigmeskift i dansk politik. Fogh var ikke blot 100% liberal, han var også den første statsleder der vedkendte sig det. Han var statsminister for de rige og samfundets elite og hans indenrigspolitiske mål var at få nedlagt eller i det mindste få privatiseret velfærdsstaten og i højest mulige grad sikre, at den økonomiske elite ikke betalte skat.


Under store protester fra Finansministeriets økonomer fjernede han Keynes fra de økonomiske modeller. Keynes teorier gik ud på, at gav man de fattigste penge nok, ville det medføre et øget forbrug som ville skabe flere arbejdspladser og større skatteindtægter og samfundsvækst. Teorien havde vist sig at holde i praksis.

Men Fogh var overbevist om, at netop Keynes var skyld i væksten i Velfærdsstaten og det høje skattetryk. For at rulle Velfærdsstaten tilbage, måtte han have fjernet keynesianismen fra de økonomiske modeller.

Den skulle dog erstattes af noget andet og det blev Robert Lucas´ nyliberale idéer. I al korthed gik de ud på, at de, der ikke var i arbejde, ikke gad og de skulle sultes ud på arbejdsmarkedet. Her vil le de lade sig tage til takke med lidt i løn og det ville presse arbejdslønnen ned.


De penge, man derved sparede på ydelserne, kunne man give i skattelettelser.


Han samlede magten omkring sig. Antallet af kommuner svandt fra 271 til 98 og med dem flere tusinde lokale politikere. Desuden blev amterne erstattet af regioner med langt færre politikere og med dem en masse, kontrollerende ekspertice. Kommuner og regioner fik frataget skatteudskrivningen og regionerne fik langt færre arbejdsopgaver end amterne havde. Det hele var på plads i 2004.


I 2005-valgkampen er der antagelig blevet talt meget om Økonomisk Ansvarlighed. Det var og er Venstres ord for Minimalstat, men hvor var medierne? Vi skulle tage afsked med en masse lokale og halvlokale politikere og politikerne i de nye kommuner og regioner var ved at blive forvandlet til forvaltere af regeringens politik næsten uden mulighed for at sætte et lokalt præg på beslutningerne.

Medierne løb med. Selv dygtige journalister i store mediehuse undlod at skrive undersøgende eller kritisk journalistik.


Da Fogh blev genvalgt, udmøntede den økonomiske ansvarlighed sig i fyring af 5.000 af SKATs 12.000 medarbejdere, hvilket, har beregninger senere vist, straks udløste skatte- og momssnyd der efterhånden løb op i 26,5 milliarder kr. Derudover begyndte borgernes gæld til det offentlige at vokse dramatisk. Da Thorning-regeringen kom til var denne gæld allerede 78 milliarder kr. Til sammen manglede Statskassen altså 104,5 milliarder kr. Det begyndte at kunne mærkes i samfundet.


Fogh havde givet liberalismen frie tøjler. Bankerne lånte uhæmmet ud og Danske bank voksede til en helt uansvarlig størrelse. Hvad ingen i Danmark tilsyneladende var opmærksomme på var, at amerikanske banker var begyndt at låne ud til huskøb til dårlige betalere

De amerikanske subprimelån var boliglån med variabel rente til folk med en alt for svag økonomi til at sidde i eget hus. Bankerne tilbød lånene uden at kunderne selv skulle levere opsparing og renten var sat meget lavt. Folk var ikke bange for at optage lånene, for kunne de ikke blive boende, kunne de altid sælge igen. Huspriserne blev ved med at stige.

Allerede i 2006 begyndt den amerikanske centralbank langsomt at hæve renten og det gav mange af lånerne problemer med at betale afdragene. Desuden fik den stigende rente huspriserne til at falde.


Det begyndte at gå op for bankerne i USA, at det ville ende galt og man begyndte at blande obligationerne bag de dårlige lån med gode lån i serierne. Deres værdier blev opskrevet kunstigt og det lykkedes at komme af med obligationerne, hvoraf en del gik til Europa.


Mange amerikanere satte deres huse til salg og det betød yderligere fald på huspriserne, bankerne kunne ikke få deres udlån tilbage. Det startede en sand kædereaktion og en dag opgav Lehman Brothers, USA´s fjerdestørste investeringsbank. Der var også mange andre faktorer til krakket og fællesnævneren for dem alle var uhæmmet grådighed.


I 2007, mens bankkrisen udviklede sig uden at nogen i Danmark tog notits af det, orienterede den russiske centralbank regeringen om, at der foregik hvidvask i Danske Banks filial i Estland. Regeringen orienterede Finanstilsynet og de orienterede Danske Bank. På det tidspunkt sad Henrik Bjerre-Nielsen som direktør i Finanstilsynet. Hverken regeringen, finanstilsynet eller Danske bank handlede på oplysningerne. Der skete ingenting.


Vi ved ikke hvorfor, men en centralbank i et andet land gav vores regering underretning om, at der foregik noget klart ulovligt - og ingenting skete.


En dansk udgave af bankkrisen var også under udvikling og grådigheden var markant. Store ejendomsspekulanter nærmest tømte bankernes pengekasser. Når de fik nej i Danske bank og i Nordea, gik de til Roskilde Bank, der uden videre finansierede dem. Flere andre banker fulgte efter Roskilde Bank.


- Og så kom den amerikanske krise væltende ...

Takket være erfaringerne med subprimelånene turde bankerne ikke længere låne penge til hinanden. Ingen vidste, hvor mange dårlige lån andre banker havde og hvilken risiko de havde for at gå konkurs.


Danske Bank var i en særlig vanskelig situation. I årene op til bankkrisen var banken vokset vildt og de havde gearet deres udlån, så de reelt kun havde dækning for 3% af udlånene. Med andre ord: ingenting måtte gå galt, så ville banken gå konkurs. Men det VAR allerede gået galt. Det var gået galt i USA to år tidligere uden at banken havde reageret på det. Tværtimod satte banken ekstra fart på udlånene i tiden op til krisen. Da banken endelig reagerede på det, kunne den ikke skaffe de 100 mia. kr. i lavt forrentede, usikre lån, som den havde regnet med. Det var kun et spørgsmål om kort tid, måske dage, så ville banken være krakket.


Situationen var meget alvorlig. Regeringen havde taget meget let på, hvordan Danske bank opførte sig og nu hastede det. Nationalbanken greb ind og ATP stillede omtrent hele vores pensionsformue til rådighed for at redde banken og dermed vores økonomi. Roskilde Bank var krakket og ingen anede, hvordan danskerne ville reagere. Hævede folk deres indeståender ville katastrofen være total. Nu kom regningen for det totalt frie marked.


Regeringen gav alle private kunder en bankgaranti på i alt flere tusinde milliarder kr. og der var kun 105 milliarder kr. i kassen. Staten ville ikke kunne indfri garantien og det ville have medført en statsbankerot.


45 år tidligere var Danmarks økonomi presset af et politisk projekt (Velfærdsstaten), som malende blev beskrevet som, at vi nærmede os afgrunden. Nu sad vi med benene udover kanten og var lige ved en regulær statsbankerot – på grund af en BANK, et privatejet foretagende.


En statsbankerot ville betyde, at der ikke ville blive udbetalt penge fra statskassen, hverken lønninger, pensioner eller andre ydelser. Det var bankpakke 1 og det var her de allervigtigste ting skete.


Men generelt var problemet internationalt og i Irland gav regeringen en bankgaranti til kunderne i alle irskejede banker. Danske Bank havde en stor, irsk afdeling. Hvordan ville deres kunder reagere? Ville de flytte deres penge til en bank med bankgaranti?

Det kunne Danske bank ikke tåle.

Takket være den fuldstændige mangel på regulering, uduelige bankledelser og nærmest uhæmmet grådighed var hele Danmarks velstand pludselig i hænderne på nogle få tusinde irere.

Heldigvis for os alle sammen blev de irske kunder, hvor de var.


I slutningen af 2008 stod det klart, at Danske bank skulle have yderligere hjælp. Det blev til bankpakke 2 på 40 milliarder kr. hvoraf Danske bank skulle bruge de 26 milliarder kr.


Det sagde Danske Bank bestemt nej til. En værdistigning skulle tilfalde aktionærerne.


Andre banker fik samtidig økonomisk støtte. Man kunne have givet dem en selvstændig hjælpepakke, så det kan have været en finte, at de fik støtten i samme pakke som Danske Bank.


Sagen var, at de ikke alle sammen var aktieselskaber og derfor måtte afsnittet, der ville have givet staten en gevinst når aktierne i Danske Bank steg, tages ud af aftalen. I Danske Bank fejlede selvtilliden ikke noget. Man erklærede, at banken aldrig havde været i fare og at de overhovedet ikke ville tage imod de 26 milliarder, hvis staten var gået ind som aktionær. Vi – staten – måtte godt låne dem pengene, men banken betingede, at fordelene ved det favorable lån kun skulle tilfalde aktionærerne. Chresten Sørensens skøn på et tab på 24 milliarder viste sig at være for lavt. Tiden viste, at gevinsten, hvis staten var kommet igennem med det oprindelige krav var 42 milliarder – mindst. Det var endda sandsynligt, at aktierne ville være steget endnu mere, hvis staten havde været medejer.


Så forsvandt Anders Fogh Rasmussen ud af dansk politik. Hans resultater var en ustyrlig banksektor, en kolossal boligboble, ruin, grådighed, en ødelagt skattekontrol, en stærkt presset velfærdsstat og at han bragte os på kanten af en statsbankerot.


e) Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke var knap så kreativ i de 2 ½ år han var statsminister, men han nåede dog at fjerne yderligere 11 milliarder kr. fra vores budget, inden han måtte overlade magten til socialdemokraterne. Der manglede nu 106,5 milliarder kr. i budgettet. Pengene eksisterede og ikke alle var kede af det. Havde man mulighed for at udnytte SKATs manglende evne til kontrol, kunne man få sin indbetalte skat godt og vel igen.


f) Helle Thorning Schmidt
Thorning fik styr på den voksende borgergæld. Den faldt 8 milliarder kr mere end den steg med i regeringens tid. En handling til klar fordel for det store flertal der betalte skat uden at få noget for pengene. Handlingen viste også, at en politisk beslutning kunne afvikle gælden.


Men angrebet på velfærdsstatens goder fortsatte. Thorning gennemførte blandt andet en ændring af sygedagpengereglerne. Nu skulle mennesker der måtte opgive deres arbejde med hjerneblødninger, stress, kræft og blodpropper leve med truslen om en hurtig nedgang til kontanthjælp. Da folk oftest havde en arbejdsindtægt, inden de blev syge, medførte overgangen til dagpenge et alvorligt velfærdstab og mange oplevede, at de ikke længere kunne betale deres regninger. Desuden sad folk ufrivilligt fast i systemet, idet alt for mange blev afvist til førtidspension.

g) Lars Løkke Rasmussen
Løkkes nyligt overståede regeringstid blev kendetegnet ved forringelse på forringelse og en del af dem skete under dække af en indvandrerfjendsk politik.


Regeringen tålte heller ikke kritik. Da Danmarks Radio begyndte at skrive kritisk om regeringsbeslutninger, blev der ballade. Allerede i Foghs regeringstid, havde DR fået skrammer. De fik én advarsel, men i DR har de sikkert troet på pressens frie ret og det blev hurtigt til, at DR mistede sendefladen på P1 om aftenen. Kort efter forsikrede Anders Lund Madsen i en udsendelse, at nu skulle de nok opføre sig ordentligt, de HAVDE lært lektien.


Men nye tider, nye folk og denne gang blev DR beskåret med en fjerdedel og fik forbud mod at skrive lange, undersøgende artikler.
Andre medier blev også undersøgt for, om man kunne fjerne deres momsfritagelse.


Løkke lod sig heller ikke inspirere af Thorning til at stoppe for danskernes voksende gæld til staten. Tværtimod gav han den fuld gas, så gælden nu steg med yderligere 60 milliarder kr til den nu var 158,5 miliarder kr.
Herefter begyndte aviserne at skrive om det og kort efter begyndte man omsider at genopbygge SKAT.

 

 

 

 (fortsættes)


Dete domæne bruger cookies. Klikker du videre, accepterer du brugen. En cookie er en programstump som hjælper netop DIG med at få den bedste betjening her. Den kan ikke bruges selvstændigt.

Godkend